Er danmark kollektivistisk eller individualistisk

Torben W. Grage Artikelstart Individualisme betegner en samfundsfilosofi, der vægter det enkelte menneskes rettigheder over fællesskabets interesser i modsætning til kollektivisme, samt værdsættelsen af den personlige egenart. Siden begrebets fødsel i Frankrig ved indgangen til århundredet. Både selve termen og det bagvedliggende fænomen har rødder i det antikke Grækenland, hvor eksempelvis Aristoteles' kritik af Platon varslede en tankegang, der udskiller individet fra en altomfattende social organisme.

Da stoikerne og epikuræerne videreudviklede teorierne om menneskets placering i naturens orden, satte det et markant aftryk på kristendommens fokus på det enkelte menneske. Gennem århundredet. Denne epoke bød på talrige eksempler på, hvordan den enkelte i stigende grad blev omdrejningspunktet, og hvordan trosforhold gennemgik en individualisering. I sin nutidige form er begrebet i høj grad præget af Reformationen, som spillede en afgørende rolle ved at betone individets ret til at betvivle centrale dogmer og institutioner.

Tænkere som Kant og Kierkegaard har med særlig vægt fremhævet det personlige ansvar hos det enkelte menneske. I Frankrig blev ordet individualisme oprindeligt anvendt i en nedsættende betydning for at beskrive det, som modstandere af romantikken anså for en overdreven selvdyrkelse, hvilket de frygtede ville føre til anarki og social opløsning.

En yderst betydningsfuld fortolkning blev formuleret af den anerkendte franske sociolog Alexis de Tocqueville. Han argumenterede for, at individualismen havde demokratiske rødder og ville vinde frem i takt med øget lighed, men han advarede også om, at den kunne føre til, at borgerne mistede interessen for det fælles bedste, trak sig tilbage til privatlivet og endte i ren selvcentrering.

Denne betragtningsmåde er nært beslægtet med begrebet atomisme inden for politisk og social teori; den indebærer en opfattelse af samfundet som værende sammensat af enkeltindivider med det formål at sikre opnåelsen af primært personlige mål. Menneskets rettigheder betragtes som værende hævet over fællesskabet og eksisterende forud for enhver statsdannelse, og disse rettigheder beskyttes gennem indgåelsen af en social kontrakt.

Repræsentanter for denne tankegang tæller blandt andre de britiske filosoffer Thomas Hobbes og John Locke. Disse fundamentale idéer udgør også grundstenene i liberalismens opståen. De blev yderligere udbygget af Adam Smith, hvad angår de økonomiske aspekter; han påstod, at når den enkelte frit forfulgte sine egne interesser, ville det i sidste ende gavne almenvellet. I England havde anvendelsen af ordet individualisme en tendens til dels at dække over religiøs uafhængighed, dels over økonomisk og social selvstændighed; det indebar et ønske om minimal statslig indblanding som modvægt til socialisme og kollektivisme.

Den mest vidtgående eksponent for denne strømning var den engelske samfundstænker Herbert Spencer. I USA blev begrebet nærmest ensbetydende med frit initiativ, det vil sige. Inden for den tyske kulturkreds blev forståelsen af individualisme inspireret af renæssancen og præget af romantikkens syn på personlighed, defineret som det unikt individuelle, originalitet og selvrealisering.

En væsentlig skikkelse i denne sammenhæng var Wilhelm von Humboldt. Den britiske filosof John Stuart Mill lod sig inspirere af denne tankegang og tildelte den en hovedrolle i sit værk On Liberty, der står som en klassisk redegørelse for liberalismen. I den sidste del af århundredet. I løbet af århundredets anden halvdel.

En specifik videnskabsteoretisk anvendelse af begrebet ses i metodologisk individualisme; jævnfør individualistisk sociologi. Se ligeledes kollektivisme.